|
[Homepage] [Reviews] [Lesson plans] [Articles] [Links] [Conferences] |
Forord: Følgende fremstilling giver et overblik over forskellige litterære genrer, der i deres indhold og form er præget af det eventyrlige. Det eventyrlige spænder vidt - fra særdeles gamle, korte og "simple" mundtlige overleveringer til mere moderne og sofistikerede prosaværker. Fælles for de forskellige "litterære" udtryk er det, at de gerne vil fortælle en god historie.
På siden her præsenteres eventyrgenren som én fortløbende tekst, - men det er også muligt at klikke sig ind på et udvalgt område. Følgende områder indgår i den samlede tekst om eventyrgenren: folkeeventyret, kunsteventyret, anti-eventyret, den fantastiske fortælling, magisk realisme og hybridformer med eventyrtræk.
Eventyret har som myterne, sagnene , legenderne og fablerne
med mundtlig overlevering og folkedigtningen
at gøre. Der findes mange forskellige typer eventyr - men
på trods af mangfoldigheden er det alligevel fællestrækkene,
der falder i øjnene. Børn som voksne, - alle genkender
eventyret! Selv om de "oprindelige" eventyr er gået
fra mund til mund, og således har haft al mulig grund til
at forandre sig - og lade sig smitte af tid og omgivelser, så
ser det ud til, at der inden for eventyrgenren har været
et "indbygget" filter, der automatisk har sorteret fordtyrrende
"fremmedelementer" væk. Kun det essentielle -
eller kernen står tilbage, og det er sjældent svært
for modtageren at sætte sig ind i det eventyrlige rum og
tage del i løjerne.
"Klassikeren" inden for eventyrgenren er folkeeventyret.
Hvor det oprindelig stammer fra vides ikke med bestemthed, for
de "samme" eventyr findes i forskellige kulturer. Litteraturforskere
regner dog med, at genren er kommet til Europa østfra,
og forskerne sætter oprindelsestidspunktet til middelalderen.
Middelalderens
samfundshierarki befolker da også stadig de mange folkeeventyr
- med konger, prinsesser, adel og munke.
Folkeeventyrene kendetegnes ved at være stereotype i opbygning,
men selv om fællestrækkene er iøjnefaldende,
så er det muligt at opdele mere fintmasket i fem undergrupper:
- dyreeventyr, egentlige eventyr, skæmteeventyr, formelagtige
eventyr og uklassificerede eventyr. Fremstillingen her vil centrere
sig om de egentlige eventyr, som igen kan underinddeles i fire
grupper: - trylleeventyr, legendeagtige eventyr, novelleagtige
eventyr og eventyr om dumme kæmper og trolde. Trylleeventyret
udgør den største og den vigtigste del og opfattes
af de fleste som det egentlige eventyr.
Folkeeventyret - eller trylleeventyret er som ovenfor nævnt bygget stereotypt op. Det er stort set de samme motivvalg, den samme komposition og den samme fortællestil, der råder. "Der var engang ..." markerer indgangsreplikken, og lytteren - eller i dag nærmere læseren slapper af, for nu venter en eventyrlig rejse ind i et univers, hvor der lurer fantastiske hændelser, mystiske og overnaturlige væsner, fortryllede personer / dyr, uigennemskuelige prøver og anden besværlighed gennem uvejsomt terræn. Det hele er dog ikke så uhyggeligt, som det kunne lyde til, for mellem fortælleren og lytteren / læseren er der en ubrydelig aftale om, at det hele ender godt til slut. Så skabelonagtigt er folkeeventyret opbygget.
Folkeeventyrets struktur er let at genkende. En strukturel læsning vil kunne påvise de mange fællestræk, der skabelonagtigt ligger til grund for folkeeventyrets opbygning. Vi følger helten fra opbruddet med hjemmet - og ser ham rejse gennem en uvejsom natur med forskellige prøver - for til slut at overvære den sejrrige helts hjemkomst med palmerne i hænderne (prinsessen og det halve kongerige).
Folkeeventyrets styrke ligger i det klare og entydige, det typiske og det forventede. Derfor er der i skildringen af personer og miljøer ikke brugt energi på individualisering. Vi befinder os i en abstrakt verden, hvor præcis angivelse af tid og sted mangler (engang i et land ...), personerne handler i overensstemmelse med de episke love (faste roller og regler), og deres adfærd er i det hele taget forudsigelig. Læseren af eventyret er indforstået med disse stereotype træk - og accepterer overnaturlige og rituelle begivenheder. Det falder således naturligt, at blomsterne kan tale og dyrene give gode råd. Læseren accepterer de gentagende og besværgende handlinger, for vi er i eventyrets univers!
Selv om folkeeventyret stammer fra middelalderen, og selv om der ikke er foretaget de store forandringer i fortællemåde og indhold, så virker teksterne "underligt" autentiske og fascinerende på den nutidige læser. En historisk læsning vil selvfølgelig kunne give den kulturhistorisk interesserede læser en del indsigt i middelalderens værdibegreber og dagligdag, men det er nok især de mange fællesmenneskelige erfaringer, der uafhængigt af tid giver den moderne læser af folkeeventyret blod på tanden. Læseren lever sig ind i de konflikter, som eventyrhelten gennemløber. En psykologisk læsning kan derfor åbne for en helt anden tekst, der pludselig ikke omhandler middelalderlige helteroller, men grundliggende menneskelige udviklingsbetingelser. Da kriseforståelse og krisebearbejdelse altid har haft stor betydning for mennesket, er det ikke så underligt, at netop folkeeventyret med dets kontakt til det almene, det folkelige og det nære har vakt - og stadig vækker interesse.
Folkeeventyrets symbolverden aktiverer til forståelse
for almenmenneskelige udviklingsbetingelser, og i litteraturen,
der følger efter de "klassiske" eventyr, er der
da også en del eventyrtræk, der får lov til
at leve videre. Symbolernes underfundighed
og billedsprogets tvetydigheder genfinder vi - mere eller mindre
eventyrligt - i litteraturen helt frem til i dag. Én litterær
genre, der ligger broderligt nær folkeeventyret, er kunsteventyret,
der dukker op i begyndelsen af 1800-tallet.
"
Gode folkeeventyr til belysning af genre og metode kunne være
"Prinsessen
på glasbjerget", "Tornerose",
og "Slangen
og den lille pige"
Kunsteventyret er en anden gren af eventyrgenren. Hvor folkeeventyret
er anonym digtning, så fremstår kunsteventyret som
en forfatters værk. I langt de fleste kunsteventyr trækker
denne forfatter dog på folkeeventyrets forenklede fortællestil,
men større variation med hensyn til tema og konfliktløsning
kan udfolde sig. H.C.Andersens eventyr, som på mange måder
tegner udviklingen inden for romantikken
i dansk digtning, rækker f.eks. fra gendigtninger af kendte
folkeeventyr til helt gennemgribende nyskabelser. Kunsteventyrets
tematik og problemløsning begrænser sig ikke konsekvent
til folkeeventyrets klassisk rene stil, idet en psykologiserende
og individualiserende personkarakteristik får rum for udfoldelse.
Stemninger, følelser af meget forskellig karakter (fra
højstemt lykkefølelse til dyb melankoli og livsangst)
og filosofiske overvejelser lægger endnu forskellige lag
på eventyrgenrens grundmodel. En større frihed giver
forfatteren flere muligheder for nuancering.
Hvor folkeeventyret afspejler et kollektivt livssyn, hvor helten
vender tilbage til samfundet for at videreføre traditionen,
der fremstår en del kunsteventyr mere tvetydige og eksperimenterende.
Jeg'ets rolle er ikke længere nødvendigvis entydig.
Forfatteren eksperimenterer ofte med det kunstneriske udtryk,
- tager sig friheder og udfordrer traditionen i folkeeventyret.
Et skridt - eller to videre går "anti"eventyret,
som dukker op i begyndelsen af vort århundrede.
Kunsteventyr til belysning af genre og metode kunne være H.C.Andersens eventyr "Fyrtøjet" og "Klokken".
"Anti"eventyret forholder sig langt fra stringent
til de episke love, som folkeeventyret og
til dels kunsteventyret bekender sig til. Derimod tolkes der videre
på de livsbetingelser, som gælder for mennesket i
almindelighed - og for det moderne menneske i det 20. århundrede
i særdelsehed. Som den psykologiske læsning
af folkeeventyret vil kunne vise, så problematiseres menneskets
udviklingsbetingelser og identitetsfølelse. Det er ikke
altid let at komme videre, men folkeeventyret sandsynliggjorde,
at det kunne betale sig at gøre et forsøg. I folkeeventyret
ligger en løsningsmodel nemlig inden for rækkevidde,
og selv om samfundet kan være nok så uretfærdigt,
så kan helten ved "enkle" midler kvalificere sig
og finde mening i livet - og derfor også bære traditionen
videre.
Sådan går det ikke i "anti"eventyret, hvor
samfundet ikke bare fremstår uretfærdigt, men også
usammenhængende og meningsløst. Normer og værdier
står for fald, - og krisen for den enkelte, som i folkeeventyret
var momentant knyttet til en speciel periode i menneskets udvikling,
opfattes i "anti"eventyret som værende et alment
livsvilkår og derfor permanent. Hvis der således overhovedet
bliver tale om en "forløsning" i "anti"eventyret,
så ligger den i selvopgivelsen, ligegyldigheden og lettelsen
via ansvarsfornægtelsen. Pär Lagerkvist har i sine
"Onda Sagor" fra 1924 givet et præcist billede
af heltens rolle i et moderne samfund præget af værdisammenbrud
og nihilisme. Det er langt fra nogen let og meningsfuld opgave
for den unge generation at føre "traditionen"
videre, så derfor dukker usikkerheden og især angsten
op som grundvilkår. "Anti"eventyret ender i sin
konsekvens heraf - og i modsætning til folkeeventyret -
ulykkeligt! Gode svenske bidrag til forståelse for "anti"eventyret
kunne være Pär Lagerkvists prosastykker "Far
och jag", "En
hjältes död" og "Prinsessan
och hela riket" fra "Onda sagor".
Eventyrgenren - og dermed den folkelige fortælling -
finder mange spændende og "mystiske" udtryk -
også her i Danmark. Et sådant litterært udtryk
er den fantastiske fortælling , der omkring 1960'er modernismen
forbinder helt elementære eventyrtræk med en ironisk,
veloplagt og symbolladet prosa. Selvom vi stadig møder
fortryllede eventyrriger med konger og prinser, så skildrer
den fantastiske fortælling også dagligdagens 60'er-samfund
- godt nok i lettere grotesk, absurd og fantastisk udgave. Velfærdsdanskerens
livsprojekter er ikke længere så indlysende, - og
den søgeproces, der skulle resultere i erfarings- og identitetsdannelse,
ser ud til at skulle mislykkes - eller i bedste fald fortsætte
i det uendelige. Villy Sørensen giver i sine "Sære
fortællinger", i sine "Ufarlige historier"
og i sine "Formynderfortællinger" eventyrlige
eksempler på, at livet ikke er helt ufarligt og ligetil.
"Det ukendte
træ" er et "sært" eventyr - med
masser af "fantastisk" og tidstypisk symbolik. "De to tvillinger"
er en anden Villy Sørensen-fortælling (1953), - som
beskriver identitets- og udviklingsforstyrrelserne efter den dæmoniske
splittelse.
Også Peter Seeberg benytter sig af eventyrtræk i sine
fantastisk-absurde fortællinger. "Heltene" leder
og leder, men uden at komme til endegyldige resultater. I novellesamlingen
"Eftersøgningen" fra 1962 møder vi forstadsmenneskets
jagt på identitet. Eventyrlandskabet er blevet til storbyens
mange offentlige pladser, til forstadsmiljøets betoneksplosioner
og det isolerede liv i kernecellerne. "Samværet"
med medmennesket er blevet forvandlet til ensomhedsfølelse
og fremmedgørelse, og den ubestemmelige angst i eksistentialistisk
forstand råder. I novellen "Kapitulation"
søger Tvis en "lille ting, han havde glemt".
Selv om den fantastiske fortælling momentvis minder om en
virkelighedsnær og realistisk prosa, så sønderrives
illusionen på flere områder - i nogle fortællinger
mere åbenlyst end i andre. "Fortællingen har
her forladt det ydre realistiske rum og udspiller sig i stedet
i et klart symbolsk og psykologisk rum. Også stilen lægges
om - i retning af ironi og humor. Disse ændringer er en
slags kunstnerisk svar på usikkerheden i virkelighedesoplevelsen.
Man søger at stille problemerne op på en ny måde"
(Litteraturhåndbogen s. 311)
Den magiske realisme betegner en litteratur, der nok mest er
kendt fra en række nyere latinamerikanske prosaforfattere.
Den verden, der skildres heri, adskiller sig på afgørende
vis fra det "gængse" vesteuropæiske, rationalistiske
og naturvidenskabelige livssyn. Derimod er der mange træk
i den magiske realisme, der afspejler tankegange, vi kender fra
eventyrgenren. F.eks. genkender vi de mange fantastiske begivenheder,
der som i eventyret beskrives som var de helt dagligdags og naturlige.
Vi undrer os ikke over de grænseoverskridelser, der opløser
de fysiske lovmæssigheder. Begrænsninger knyttet til
tiden og rummet ophæves, - og al beregnelig sandsynlighed
glemmes. Her kan samtaler med ånder få stor betydning
for konkrete menneskæbner.
Som i eventyret gennemstrømmer fortælleglæden,
- og den alvidende fortæller blander nutid med fortid og
fremtid, tanker med dialog og lader sine agerende personer udtrykke
indre stemninger i voldsomme, groteske og overraskende handlinger.
Overdrivelser er en del af spillet, og hele fremstillingen krydres
med burleske og komiske træk - med maleriske og eksotiske
detaljer. Disse fabulerende træk skal dog sammenholdes med
den realisme i temaudvælgelsen, som har at gøre med
en social virkelighed, hvor mennesker elsker, bedrager, hader
og handler i aldeles "traditionel" betydning. Der bliver
aldrig tale om ren magi eller eventyr - eller om ren realisme,
men netop om en veloplagt prosa: magisk realisme.
Herhjemme kender vi bedst den fabulerende og eventyrlige genre
fra Ib Michaels forfatterskab. Det skorter ikke på fantastiske
indslag i "Troubadurens
lærling" fra 1984. Tid og rum overskrides, og alfer,
goblinger og magiske troldmænd fra senmiddelalderens pestbefængte
samfund blandes i det magiske univers sammen med 1980'ernes
postmoderne samfund, hvor moderne genforskere leger gud og
skaber.
Også Peter Høeg har taget elementer fra den magiske
realisme over i sit forfatterskab. Allerede i sin debut"roman"
"Forestilling om det tyvende Århundrede" røber
han lidenskaben for det fantastiske, og romanen belyser "netværk"
gennem et helt århundrede. I den opfølgende samling
"noveller" "Fortællinger om natten"
samles opmærksomheden om en enkelt nat - den 20 marts 1929.
Ni fortællinger kaster lys over denne mørke nat.
I "Spejlbillede af en ung mand i balance" tages spejlingsmetaforikken
op til fornyet bearbejdelse, og der citeres bredt, - bl.a. til
eventyret og H.C.Andersen. Har man først fået en
splint af denne høegske fortælling i øjet,
ser verden noget anderledes ud - end set gennem forskønnende
butiksruder i storbyens fortravlede butikscenter. Høeg
bruger magisk glas!
Som det kan ses ud fra ovennævnte, så findes der en del genrer, der mere eller mindre direkte lader sig inspirere af folkedigtningen og det eventyrlige. Ovenstående markerer relativt fasttømrede genrer, hvor der mellem fortælleren / forfatteren og lytteren / læseren er en gensidig overenskomst om forventeligt indhold.De fleste accepterer de spilleregler, der i forskelligt omfang sætter de fysiske love og almindelig rationel forklaring ud af kraft til fordel for mere fantastiske og eventyrlige handlingsforløb.
Der findes dog også en lang litterær tradition for mere indirekte at lade sig "inspirere" at det eventyrlige. Eventyrtræk kan - mere eller mindre tydeligt - dukke op i forskellige andre genrer og således, hvis man ellers opdager det, påkalde sig forøget opmærksomhed netop på grund af det overraskende brud på fremstillingen. Den magiske realisme kan med god ret kaldes en hybridform, men forfatteren vedkender sig her derekte sit udgangspunkt - og blander lystigt både realitet og magi.
Vi har også set, at den fantastiske fortælling
læner sig op ad legende- og mytestof og således måske
fortæller en helt anden historie - end erfaret ved første
gennemlæsning. En helt tredje - og ligeså fordækt
måde at fortælle en eller flere historier på
en gang går gennem at udnytte allusionstræk.
Her er det nødvendigt for læseren at kende til det
"litterære" forbillede - for at få det rette
udbytte af læsningen. Folkeeventyret tilbyder her en struktur
og en tematik, som mange moderne forfattere udnytter. Klaus Rifbjerg
alluderer f.eks. i sin nyrealistiske udviklingsroman "Tak for turen"
til folkeeventyret i almindelighed og til "Prinsessen
på glasbjerget" i særdeleshed.
| [Homepage] [Reviews] [Lesson plans] [Articles] [Links] [Conferences] |